Tunge øjenlåg operation

Medicin
Hvis man tager blodfortyndende medicin (Hjertemagnyl, Marevan, Marcoumar), skal man eventuelt stoppe med dette før operationen. Det aftales nærmere med øjenlægen om man skal holde pause med det blodfortyndende, og hvor lang tid forud for operationen, man skal stoppe med medicinen. Når operationen er overstået, kan man genoptage den blodfortyndende medicin dagen efter operationen.

Husk at almindelige smertestillende tabletter, såsom magnyl, kodimagnyl, brufen etc., også virker blodfortyndende. Derfor må disse ikke tages de sidste 2 uger før operationen. Hvis det er nødvendigt med smertestillende, kan man anvende Paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex etc.), som ikke virker blodfortyndende.

Naturmedicin
Visse former for kosttilskud virker blodfortyndende. Man skal derfor ophøre med at indtage Fiskeolie, Gingko biloba, Q10, levertran, hvidløgstabletter og E-vitamin 2 uger før operation.

Rygning
Hvis man ryger i perioden før og efter operationen, sker sårhelingen langsommere. Der er derfor større risiko for komplikationer. Det anbefales derfor at holde pause med rygning 2 uger før og efter operationen.

Kan jeg selv køre hjem efter operationen?
Vi tilråder, at du enten bliver hentet af en bekendt eller tager en taxa hjem

Sivblødning
Det kan bløde lidt fra sårene den første dag. Derfor får du nogle gazestykker med hjem, så du har noget rent at duppe med ved behov.

Hævelse og misfarvning
Kan i nogle tilfælde være udtalt. Varierer fra person til person og afhænger bl.a. af hudtype og alder, men forsvinder oftest i løbet af 14 dage. For at mindske hævelse og blødning, kan du lægge koldt på øjenlågene. For eksempel kan anvendes en pose frosne ærter som der lægges et rent viskestykke eller håndklæde omkring, så man ikke får forfrysninger. Dette lægges på øjenlågene i 10 minutter hver time resten af dagen efter operationen.

Øjenlågene kan føles stramme og ømme, når lokalbedøvelsens virkning holder op. Ved behov kan man tage en tablet Paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex ). Anskaf derfor Paracetamoltabletter til hjemmet inden operationen.

I dagene efter operationen er det vigtigt, at du ligger højt med hovedet når du sover.

Hvad skal jeg være opmærksom på efter operationen?
Komplikationer efter operationen opstår sjældent. Man skal dog være opmærksom, og henvende sig hvis der skulle opstå tiltagende hævelse, smerter, afgang af pus (gulligt sekret) eller feber efter operationen.

Fjernelse af tråde
Trådene efter operationen skal fjernes cirka en uge efter operationen. Tiden for fjernelse af trådene gives enten når man får tid for operationen, eller på operationsdagen.

Svømmehal
Du må gå i svømmehal 1 uge efter, at trådene er fjernet.

Øjen-make-up
Må bruges dagen efter at trådene er fjernet.




ØJENKLINIKKEN RINGKØBING
Nørredige 9
DK - 6950 Ringkøbing
+45 9732 0055
CVR no. 29946094
mail: kontakt@oejenklinikkenringkoebing.dk




   

© ØJENKLINIKKEN RINGKØBING 2016    |    All rights reserved